Foderstofrevyen "rydder bordet"

Vores deltagelse i DM i Revy i Juelsminde i starten af september blev en bragende succes. 3 numre fik vi med i den store finaleaften, og vores Hjemløs nummer vandt kategorien Bedste sang / vise, og vores mimiske nummer Corona restriktioner blev kåret som aftenens bedste revynummer, og fik meget flotte ord med på vejen af dommerne Hanne Bjørnskov fra Esbjerg Revyen samt Mickey Pless fra Nykøbing Falster Revyen - så vi er bare så stolte.

Nu nærmer tiden sig, hvor vi skal i gang med at skrue en ny revy sammen til jer, og I kan glæde jer, for vi har fået samlet mange gode tekster sammen, og mon ikke den netop udskrevne valgkamp kan kaste lidt sjov af sig til endnu et nummer eller to.

Så I marts -23 går det løs igen, du kan se de eksakte spilledatoer nedenfor, og vi glæder os usigeligt meget til at give jer alle sammen en sjov og underholdende aften.

Vi åbner for billetsalget her på hjemmesiden mandag den 9. Januar 2023 kl. 10.00.

Skulle du nu stå og mange den helt rigtige julegave, så er du meget velkommen til at ringe til vores formand Henrik Skov på 21 26 63 02, så skal vi nok lave et fint gavekort til dig.